Den bornholmske hjemstavnsforening i Hillerød’s 75-års stiftelsesfest, den 4/3-17. Skævinge Kro

Festtale, Leila Lindén

Tusind tak for at jeg har fået den store ære at holde festtalen her ved hjemstavnsforeningens 75 års stiftelsesfest – foreningens 75-års fødselsdag.

Ja, tænk, at jeg ikke en gang var født, da krigens isolation fik driftige udenøs bornholmere til at stifte denne forening. Jeg føler mig helt ung og evig taknemmelig over, at jeg var en privilegeret jysk pige, der som ung nyuddannet sygeplejerske fik job på sygehuset i Rønne. Det blev begyndelsen til et langt kærlighedsforhold mellem mig og Bornholm.

At jeg har været væk et par perioder - dels som narkosesygeplejerske i Hillerød og lidt senere leder af sygeplejen på sygehuset i Helsingør og endnu senere som sygeplejedirektør på Rigshospitalet,- det må I ikke opfatte som ø-nationalistisk utroskab. Men det er jo en gang sådan, at det for mange af os er arbejds- og uddannelsesmæssigt svært at leve hele sit liv på øen.

Det var fantastisk for mig, at kunne slutte min faglige karriere hjemme på øen som leder af hospitalet og som chef for hele øens sundhedsvæsen.

Ikke mindst i denne kreds, som fester i dag, ved man, at kærligheden til øen ikke bliver mindre jo længere tid man er væk.

Jeg kan jo se det med mine fire børn – den ældste er 52 – de vil betragte det som et overgreb, hvis de ikke fik lov til at holde jul hjemme på Bornholm, selvom de er spredt over flere lande og riger.

Eller som et af mine børnebørn, der bor på Mallorca, siger: ”Farmor, hvornår skal vi hjem i Bornholm ?”

For Bornholm er jo ikke en lille ø, det er et land med sit eget sprog, sin kultur og sidst men ikke mindst sin natur. Et enestående sted på jorden.

Jeg fik jo en gang at vide, at en bornholmsk familie består af mor, far, to børn, en hund og en journalist.

Jeg tror, at vi i den nye udgave skal regne med to journalister! Bornholm er jo det sted med fleste medier og journalister pr. kvadratmeter.

For en sikkerheds skyld har jeg derfor også giftet mig med en journalist. Vi har fire børn, men ingen hund.

I starten af vores bornholmske tilværelse var min mand nok af den mening, at bornholmerne var venlige, men lidt reserverede.

Men også han lærte jo nogle dejlige mennesker af kende, som åbnede deres liv og hjem for os, og som blev bornholmske venner for livet.  

Nu går der en bølge af politisk uro og nationalisme over kloden, det skal aldrig forveksles med de følelser, som I nærer for jeres fødeø og hjemstavn.

Vi tør jo godt sige med et skævt smil: ”Bornholm First – Lets make Bornholm greater.”

Jeg kan med begejstring og glæde fortælle vidt og bredt om, at det går faktisk rigtig godt på Bornholm, og at de kommende år ser lovende ud.

Ja, for ikke så længe siden rejste der flere fra øen, end der kom til, og arbejdsløsheden var langt over det øvrige Danmark. Nu er det omvendt: Flere flytter til øen end fra, og nu mangler vi arbejdskraft i mange fag. De kulørte ugeblade har skrevet side op og ned om alle de kendte kunstnere og personligheder, der nu slår sig ned på øen, og øens unge har en imponerende lyst til at blive selvstændige. Iværksætteri er en ny stærk bornholmsk ”sportsgren.” 

Jo, Bornholm har vinden i ryggen. Men bornholmerne har sandelig også måtte slås for deres resultater. Må jeg blot nævne: Kampen for slagteriet og kasernen, hurtigfærgen og den kommende halvering af billetpriserne, helikopterlandingspladsen på hospitalet, den nye akutmodtagelse og tilhørsforholdet til Region Hovedstaden og til Rigshospitalet.

Disse resultater er opnået, fordi vi på Bornholm har stået sammen og ikke ladet det hele drukne i politisk ævl og kævl.

Når Bornholm står sammen, giver det respekt og påskønnelse.

 At Bornholm blev stedet for Folkemødet er jo et rigtigt godt eksempel på, at når gode venner af Bornholm og øens politikere kender deres besøgelsestid, sker der store ting.

Jeg vil da godt fortælle om de timer, hvor folkemøde-appelsinen faldt ned i Bornholms turban: Den tidligere Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen og kulturminister Betel Haarder var på besøg på det svenske folkemøde på Gotland. Det var allerede en kendsgerning, at Bornholm var en del af Hovedstadsregionen. Under afslutningsmiddagen på Gotland siger Bertel Haarder til Vibeke Storm: Danmark skal da også styrke sit demokrati med et Folkemøde. Ja, sagde Vibeke Storm omgående: Det ordner jeg, jeg ringer straks til Bornholms borgmester. Det er jo naturligt, at Bornholm bliver stedet. Som sagt så gjort. Vibeke ringede og fortalte mig om det og bad om at få Winni Grosbøls nummer. Winni var som sædvanlig vaks ved havelågen, og hun sagde straks ja til Haarders ide og Vibekes forslag.

  Og så var det bornholmske Folkemøde født!

Blandt de 41 medlemmer af Hovedstadens Regionsråd, er der kun to fra Bornholm: Venstres Carsten Scheibye og jeg fra Socialdemokratiet. Og vi optræder altid i enighed i de bornholmske spørgsmål, ja, nogle gange siger vores politiske kolleger, at vi fra Bornholm er regionens forkælede, der får alt, hvad vi peger på.

Sådan er det nu ikke. Jeg synes, at vi slås hårdt for vores resultater. Lige nu kæmper vi for at få en ny akutbilordning, der tilknyttes direkte til hospitalet i Rønne og ikke via regionens akutsystem i Ballerup. 

Og jeg vil da lige til jeres orientering fortælle, at den bornholmske repræsentation på regionsgården i Hillerød ikke er selvfølgelig. Ved Regionsrådsvalget kan samtlige vælgere i Region Hovedstaden frit stemme på alle kandidatlister, men Scheibye og jeg får lykkeligvis så mange stemmer fra de trofaste bornholmere, at vi begge er valgt med fine stemmetal. Nu må vi se, om bornholmerne har været tilfredse med vores indsats, når der atter er valg i november i år.

Nå, men nu er det jo en festtale og ikke et valgmøde, men dette blot sagt for at ride en tur min kæphest: Bornholm skal stå sammen, så får vi kræfter og indflydelse.

Må jeg afslutte med et stort til lykke med de 75 år og ønske masser af gode år endnu. Jeg vil gerne foreslå et trefoldigt hurra for jer og for 75-års jubilæet i foreningen. I er jo om nogen de bedste og stærkeste ambassadører for Bornholm.  Hurra råbes…

Tillykke med de 75 år. Det er godt gået, som det vist hedder på nydansk..Og min gave til foreningen: En flaske vidunderlig bornholmsk luft.